Derfor sejlede DFDS-færge ind i kajen
DFDS-færgen Sirena Seaways sejlede ind i kajen i Harwich, da den ankom fra Esbjerg den 22. juni sidste år. I to timer var de 500 passagerer strandede på færgen. Ulykken skete, fordi ingen opdagede, at et back-up system fik færgen til at sejle fremad med alt for meget motorkraft.
Færgen nærmede sig kajen alt for hurtigt, hvilket førte til omfattende skader på både kajen og færgen.
De britiske myndigheder, der nu har undersøgt omstændighederne omkring ulykken, har ikke fundet nogle fejl i fremdrivningskontrolsystemerne. Fejlen skyldes, at back-up kontrolsystemet ved en fejl blev aktiveret under havneindsejlingen. Derfor blev de normale kontrolsystemer tilsidesat.
Da fejlen ikke blev bemærket af folkene på broen, fortsatte færgen med 63 procent fremdrivningskraft i næsten to timer og umuliggjorde forsøgene på at få færgen væk fra kajen.
DFDS siger, at rederiet nu har taget forholdsregler, så en lignende episode ikke vil ske i fremtiden. Blandt andet vil man fremover nu mere regelmæssigt tjekke kontrolsystemerne.
Kilde: DFDS