Der er stadig hellefiskkvote i Diskobugten
Den grønlandske radio- og TVstation KNR er kommet i besiddelse af dokumenter, der fortæller, at der faktisk er 94 tons tilbage af kvoten for jollefiskerne i Diskobugten, som endnu ikke er fisket op. En arbejdsgruppe skal tage stilling til, hvornår der skal gives tilladelse til det.
”Der sidder en arbejdsgruppe og vurderer, hvordan fiskeriet skal foregå for resten af året”, siger Mads Trolle Nedergaard fra Grønlands Fiskeri Licens Kontrol.
Grønlands Fiskeri Licens Kontrol meddelte den 25. juli, at kystnært fiskeri efter hellefisk med jolle i Diskobugten skulle stoppe den 28. juli, da kvoten for joller var ved at være opfisket. GFLK understregede, at den 28. juli således var den sidste indhandlingsdato for hellefisk fra joller.
Stoppet for fangsten af hellefisk har ført til konflikt mellem fiskerne og deres forening, KNAPK. Fiskerne mener ikke foreningen har gjort nok for at fremme deres interesser og truer med at melde sig ud og danne en ny forening.
GFLK´s direktør Mads Trolle Nedergaard oplyser overfor KNR, at de 94 tons, der er tilbage oprindeligt var tiltænkt fiskeri i december måned. Kvoten vil blive frigivet, så snart der er fundet en løsning på fiskeriet for den resterende del af året.
Kilde: KNR