Der er også brug for mindre containerskibe
Containerrederierne har travlt med at afgive bestillinger på de såkaldte ULCV’er, de helt store containerskibe på mindst 18.000 TEU. Senest har kinesiske Cosco bestilt 11 containerskibe med en kapacitet på 19.000 TEU. Men rederierne har også brug for en flåde af mindre, mere fleksible skibe.
Det mener den britiskbaserede maritime konsulentvirksomhed Drewry, der også mener, at udviklingen med flere og flere ULCV’er ikke kan rulles tilbage, da industrien mener, at de er fremtiden. Men i den seneste tid er det blevet tydeligt, at de i nogen grad er ufleksible.
I den seneste tid har man set, at faldet i fragtraterne har fået rederierne til at aflyse ellers skemalagte afsejlinger for at tage kapacitet ud af markedet. Her er det en svaghed ved ULCV’erne, at de ikke kan sættes ind på andre ruter end mellem Asien og Europa. Dermed har rederierne sværere ved hurtigt at reagere på ændringer i efterspørgslen.
Alle nybygninger på mindst 10.000 TEU, der er leveret i år til og med august er blevet indsat på ruter mellem Asien og Europa. Skibene på 8-10.000 TEU sættes så ind andre steder, for eksempel mellem Asien og Sydamerikas østkyst, hvor fragtraterne så til gengæld er faldet hurtigt, fordi der er indsat ekstra kapacitet her.
Drewry’s konklusion er, at der simpelt hen ikke er nok gods til at fylde de mange nye skibe.
Kilde: World Maritime News