Day of the Seafarer fejrer de søfarende
I dag den 25. juni fejrer vi Day of the Seafarer, som er FN’s internationale dag til ære for verdens søfarende. I år sætter IMO fokus på, hvordan søfarende bidrager til at holde verdens hjul i bevægelse. Søfarten er en grundsten i verdenshandlen og en vigtig del af transportkæden.
”Søfarende er helt afgørende for, at det er muligt at transportere varer over hele verden. Samtidig skal vi også huske på, at søfarende er helt uundværlige på de færger, som fragter os rundt i Danmark, ligesom de spiller en væsentlig rolle, når der for eksempel skal opføres nye havvindmøller. Derfor er jeg meget glad for, at IMO har besluttet at sætte den søfarendes bidrag i centrum på årets Day of the Seafarer”, siger Andreas Nordseth, direktør for Søfartsstyrelsen.
I Helsingør fejrer M/S Museet for Søfart og Foreningen til Søfartens Fremme ”Den søfarendes dag” med mange forskellige aktiviteter. Redningsøvelser, rib-bådstur, coasters, uniformer, motorer og navigationsudstyr er bare noget af det, man kan opleve i Helsingør.
Kilde: Søfartsstyrelsen