Dårlige søkort var skyld i havari
Mangelfulde elektroniske søkort og et dårligt brugerinterface var medvirkende årsager til, at sejlbåden ”Vestas Wind” havarerede for godt tre måneder siden under jordomsejlingen Volvo Ocean Race. Båden blev knust mod et rev ud for Mauritius i Det Indiske Ocean. Hændelsen skyldes dog også, at navigatøren ikke gjorde tilstrækkelig brug af de medbragte papirkort.
Navigatøren Wouter Verbraak havde tjekket området flere gange, og indtil få meter fra revet troede besætningen, at der var mindst 40 meter vand under kølen. Navigatøren tjekkede området med det såkaldte Expedition-system, og her var advarslen om revet godt skjult i den visuelle fremvisning.
Systemet er indrettet, så hvis man ikke har området med revet midt på skærmen, når man zoomer ind, får man kun et zoombillede af de omkringliggende områder og ikke detaljerne i det farlige område. Det fremgik ikke særligt tydeligt, at der var et særligt farligt rev, hvilket heller ikke fremgik så tydeligt på Expedition-systemets C-map. Her er der kun en tynd grøn linje, som indikerer, at der er et rev.
Ifølge den rapport, der er udarbejdet om hændelsen, gjorde navigatøren dog heller ikke brug af sine medbragte papirkort og havde desuden ikke medbragt en brugbar pilotbog.
Ifølge rapporten skyldes ulykken dels, at navigatøren ikke gjorde tilstrækkelig brug af søkort og navigationsdata, dels skyldes ulykken de dårlige elektroniske søkort. Rapporten indeholder således en opfordring til, at arrangørerne af Volvo Ocean Race gør udviklerne af C-map og Expedition-systemet opmærksom på manglerne ved disse produkter.
Vestas Wind havde en ni mand stor besætning ombord og havde australske Chris Nicholson som kaptajn. Vestas Wind er i øjeblikket ved at blive repareret i Italien, og man håber, at skibet kan være med i den sidste del af jordomsejlingen.
Kilde: ing.dk