Dansker formand for IMOs sikkerhed
IMO's sikkerhedskomité har genvalgt vicedirektør Christian Breinholt fra Søfartsstyrelsen som formand for Maritime Safety Committee (MSC) det næste år. Haner genvalgt for en periode på et år. Det er dog ikke ualmindeligt, at formændene sidder i perioder af op til mellem to og fire år
På det netop afsluttede møde i IMO’s Søsikkerhedskomité (MSC 92) kom vigtige beslutninger om bedre redning af passagerer og bedre sikkerhed for passagerskibe i hus som opfølgning på ulykken med krydstogtskibet COSTA CONCORDIA.
Et vigtigt tema var opfølgning på ulykken med krydstogtskibet COSTA CONCORDIA. Komitéen behandlede den italienske ulykkesrapport, som udkom kort før mødet. Med afsæt i ulykkesrapporten blev en række initiativer vurderet for at fremme sikkerheden på passagerskibe, især på de store krydstogtskibe.
Et andet tema var udarbejdelse af en vejledning, der kan bruges ved bygning af skibe, som falder uden for de eksisterende regler. Danmark har været aktiv i arbejdet, da det er centralt for at fremme nye løsninger med samme sikkerhed, som reglerne foreskriver.
Eksempler på dette kan være brug af nyt innovativt redningsudstyr, hvor vejledningen kan bruges til at vurdere sikkerheden af det alternative udstyr.
Komitéen genvalgte Søfartsstyrelsens vicedirektør Christian Breinholt som formand og kaptajn Muhammed Segar fra Singapore som næstformand for året 2014.
Kilde: Søfartsstyrelsen