Danske frivillige kører SAR-kursus i Afrika
Marinehjemmeværnet stiller i denne uge med sine to skarpeste frivillige SAR-instruktører i Djibouti. De er udsendt af Søværnet for at undervise et hold af navigatører fra flere afrikanske lande i redning og eftersøgning til søs. Undervisningen er allerede nu i fuld gang.
”Vi har kursister fra følgende landes flåder: Rwanda, Kenya, Djibouti, Uganda, Comorerne, Sudan, Burundi og Somalia”, fortæller BT Madsen fra Djibout.
Nu sidder marinehjemmeværnets frivillige SAR-specialister, John Strøbæk og B.T. Madsen, i varmen næsten 5.500 km hjemmefra nede i det lille østafrikanske land nær Afrikas Horn, Djibouti. Her skal de give deres viden om eftersøgning og redning til søs videre til et større hold kursister.
Projektet nyder stor bevågenhed som både ESAF- og NATO-projekt og som et led i de internationale målsætninger om at opbygge kapaciteter, hvor man ved uddannelse og træning bidrager til, at de lokale styrker bliver i stand til løsning af sikkerhedsopgaver mm.
”Det er meget tilfredsstillende, at den viden, vi har fået som medlemmer af Marinehjemmeværnet, dels på vores skole på Slipshavn, og dels på de nationale og internationale kurser, som Marinehjemmeværnet har tilbudt os - at den viden nu bærer så meget frugt, at vi er blevet en efterspurgt vare i det internationale, maritime miljø”, fortæller John Strøbæk.
John og BT rejser som repræsentanter for Søværnet, og støttes lokalt af kaptajnløjtnant Hjalmer Traugott-Olsen fra Søværnets Operative Kommando. Det er ikke første gang, at Hjemmeværnet har frivillige i Djibouti. I 2009 var en frivillig fra Marinehjemmeværnets Maritime Force Protection-styrke i landet for at undervise de lokale marinesoldater i havnebevogtning sammen med Søværnet.
Kilde: MVH