Dansk fregat med i NATOs forreste linje
Fregatten Esbern Snare og dens 140 mand store besætning er fra midten af september til midten af december indsat i NATOs Tast Group 441, der er en del af NATOs stående styrker på højt beredskab - NATO’s Very High Readiness Joint Task Force (VJTF).
Med indsættelsen af Esbern Snare bidrager Danmark til NATO’s skærpede beredskab, som er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine og aggressive tone over for sine europæiske naboer.
Indsættelsen af det danske krigsskib medvirker til, at NATO har de nødvendige styrker til rådighed til at afskrække potentielle fjender fra at angribe Danmark eller andre NATO-lande og til om nødvendigt at forsvare NATO’s territorium.
Fregatten Esbern Snare er et moderne og slagkraftigt krigsskib, der med sine højteknologiske sensorer og våben er klar til at imødegå alle typer af trusler.
Under indsættelsen i Task Group 441 er Esbern Snare udrustet med en våbenpakke til brug for internationale operationer og vil være klar til at bruge magt i selvforsvar og i forsvar af allierede styrker og deres territorium.
Under dele af missionen har fregatten en Seahawk helikopter om bord. Det øger flådestyrkens rækkevidde og gør den i stand til at overvåge store områder.
I den periode hvor Esbern Snare er med, er det indledningsvist planen at sejle mod det sydlige Europa for at deltage i en øvelse ved Portugal, derefter skal styrken deltage i den store Joint Warrior øvelse i den Engelsk Kanal før styrken på et tidspunkt sejler ind i Østersøen.
Danmark bidrager løbende med kapaciteter til at afskrække potentielle modstandere af NATO fra at true eller angribe medlemslandenes territorium. Fra januar til april 2022 var fregatten Peter Willemoes indsat i NATO’s stående flådestyrker.
Redaktionen