Danmarks smukkeste havneområde udpeget
Allinge Havn er Danmarks smukkeste havneområde. Det er resultatet af den skønhedskonkurrence, som organisationen Historiske Huse står bag. I alt 15 havne var nomineret i konkurrencen, der blev afgjort af 3.000 danskere i en online-afstemning.
Afstemningen placerede Københavns indre havn med Flådens Leje på en andenplads med 13 pct. af stemmerne, mens Nakskov Havn og Hobro Havn kom ind på en delt tredjeplads.
Allinge Havn på Bornholm fik 18 pct. af stemmerne i konkurrencen, der har til formål at vise de enestående havnemiljøer, der stadig er tilbage i landet og motivere kommuner, lokalpolitikere, borgere og bygherrer til at beskytte havneområdernes historiske miljøer og kvaliteter.
”En konkurrence skal jo udpege én vinder, selv om alle 15 havneområder i vores øjne har gjort sig fortjent til hæder. Der har været god lokal opbakning i havnebyerne, og lidt over 3.000 danskere har stemt på deres favorit blandt de 15 nominerede havneområder. Det er tydeligt, at flere har fået øjnene op for deres egen havn – også for de dele af den, der måske ikke er smuk i traditionel eller klassisk forstand, men stadig er stemningsfuld og fortæller en historie. Det gælder f.eks. de gamle industrianlæg, siloer, fabrikker og oliemøller,” siger Birthe Iuel, direktør i Historiske Huse.
Kilde: Historiske Huse