Danmark stopper jagten på pirater
Det danske bidrag til Operation Ocean Shield trækkes hjem på grund af en lavere pirattrussel ud for Somalia. Danmarks Rederiforening roser det danske bidrag, der nu trækkes hjem og opfordrer til fortsat politisk fokus på afrikanske pirater.
”Vi har været meget glade for det danske bidrag. Det har været en værdifuld indsats, som har bidraget til at øge sikkerheden for den danske og internationale handelsflåde, der sejler omkring Afrikas Horn”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening.
Lørdag trækkes det danske challengerfly, der har bidraget til NATO’s Operation Ocean Shield, hjem fra Afrikas Horn. Det sker i forbindelse med, at NATO udfaser sin anti-pirat mission ud for Somalias kyst. Ikke siden maj 2012 har somaliske pirater lykkedes med at kapre et handelsskib i Adenbugten.
”Det er forståeligt, at NATO for tiden prioriterer anderledes. Det er dog vigtigt, at NATO ikke glemmer de erfaringer, man har gjort sig. I den forbindelse lægger vi vægt på, at EU fortsætter sin anti-piratmission – Operation Atalanta. En militær tilstedeværelse i området er afgørende for at holde piraterne i skak. Pirattruslen vurderes i øjeblikket til lav, men kan hurtigt blusse op igen”, siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danmarks Rederiforening