Danmark holder lav profil i makrelkrig
Som en direkte udløber af den langvarige makrelkrig mellem EU, Island og Færøerne har EU's landbrugs- og fiskeriministre her vedtaget et nyt sanktionsinstrument, der blandt andet kan føre til EU importforbud, og at skibe nægtes adgang til EU-havne.
Danmark afstod fra at stemme, og Fødevareminister Mette Gjerskov lægger ikke skjul på, at det skyldes hensynet til Færøerne, der meget nemt kan blive blandt de første mål for sanktioner.
"Vi siger meget klart, at vi mener, der er utrolig vigtigt, at vi har et bæredygtigt fiskeri, og at man finder mindelige løsninger nabolande imellem. Men vi har jo en ganske særlig stilling i og med, at vi er del af et rigsfællesskab. Derfor afstår vi fra at stemme. Og vi beder om, at man sikrer sig, at de her foranstaltninger bliver rimelige og i overensstemmelse med WTO og internationale aftaler, vi har", siger Mette Gjerskov til Ritzau.
Den danske minister vil ikke forholde sig konkret til, om hun synes, sanktioner kan være en god idé i den aktuelle situation, hvor Island og Færøerne selv har sat deres makrelkvoter markant i vejret, efter at makrellen er begyndt at svømme længere nordpå.
"Ethvert overfiskeri er jo uacceptabelt. I Nordatlanten er der sket det, at alle parter har fastsat deres egen kvote, som de nu synes er rimelig. Og det kan aldrig nogensinde blive godt - for når man så lægger alle de kvoter sammen, overskrider man det, der er bæredygtigt", siger ministeren til nyhedsbureauet.
Kilde. information.dk