Dan-Bunkering fastholder bundlinje på trods
Omsætningen i Dan-Bunkering faldt med 148 mio. dollar eller hele 17 pct. i regnskabsåret 2019/20 til 717 mio. dollar, men alligevel lykkedes det virksomheden at tjene - næsten - lige så mange penge hjem til USTC-koncernen som året før.
Resultatet i virksomheden med hovedkvarter i Middelfart landene på 15,2 mio. dollar før skat i regnskabsåret, der sluttede med udgangen af april,
i forhold til 16,6 mio. dollar året før.
“Resultatet er tilfredsstillende, da selskabet stadig opererer i et volatilt shippingmarked og er under påvirkning af Covid-19,” skriver Dan-Bunkering i en kommentar.
Selskabet forventer et resultat i indeværende regnskabsår “på samme niveau eller lavere” end det opnåede i 2019/20. Forventningen er dog omfattet af nogen usikkerhed på grund af Covid-19 og pandemiens indflydelse på efterspørgslen i 2020/21, skriver selskabet.
I september i fjor sigtede Bagmandspolitiet
både Dan-Bunkering, ejerselskabet Bunker Holding og Bunker Holdings administrerende direktør, Keld Demant, for at have overtrådt EU’s sanktioner ved at sælge og levere jetbrændstof til brug i Syrien i 2015 til 2017. Alle sigtede afviser at have brudt nogen regler. Sagen efterforskes fortsat af politiet.
Bunker Holding er en del af familien Østergaard-Nielsens USTC-koncern, der sammen med andre aktiviteter i regnskabeåret 2019/20 for første gang sendte overskuddet i familiens holdingselskab, Selfinvest, op over 1 mia. kr.
Kilde: Dan-Bunkering