Containerskib taber 79 containere i uvejr
KORT NYT: Cosco’s containerskib Cosco Nagoya tabte mandag 79 containere under et uvejr i Den Biscayiske Bugt. Flere containere er efterfølgende observeret drivende i overfladen omkring 195 sømil sydvest for Brest.
Cosco Nagoya, der har en kapacitet på 4.500 TEU, var på vej fra Rotterdam til New York da det løb ind i et kraftigt uvejr. Uvejret væltede flere stabler om bord på skibet. 79 containere blev skyllet i havet mens yderligere et halvt hundrede containere er væltet eller tiltet.
Containerskibet sejlede efterfølgende til den franske havneby Le Havre for at få sikret de containerstakke der blev slået løs.
Kilde: Tradewinds