BW Pacific får snart sin børsdebut
Produkttankrederiet BW Pacific, der er en del af BW Group, som har base i Singapore, forventer at få sin børsdebut i Oslo fredag den 13. november. Aktierne i BW Pacific forventes at blive solgt for en kurs mellem 44 og 50 norske kroner pr. aktie. Børsnoteringen vil omfatte 48,7 millioner aktier, hvilket forventes at give rederiet 250 millioner dollar.
Pengene skal bruges til at finansiere rederiets nybygningsprogram og positionere rederiet i forhold til at opnå yderligere vækst ved at få adgang til kapitalmarkederne. BW Pacific har en flåde på 33 skibe, heraf 17 egne LR1-tankskibe og 16 egne MR-tankskibe. Nybygningsflåden består af 12 skibe, hvoraf seks er LR1 og seks MR. Fire af MR-nybygningerne forventes at blive leveret i år, mens de resterende nybygninger bliver leveret i 2016 og 2017.
BW Group har i mere end 80 år leveret gode resultater inden for adskillige shippingsegmenter og har foretaget store investeringer i at opbygge en platform inden for produkttank.
Kilde: BW Pacific