Brand i norsk bilskib nu under kontrol
Det brænder fortsat om bord på det norske bilskib Hoegh Xiamen, der ligger ved Blount Island terminalen ud for Jacksonville i Florida, men branden er nu under kontrol og afgrænset til de øverste bildæk - hvor den dog kan brænde flere dage endnu.
Branden brød ud torsdag amerikansk tid, efter at lastningen af skibet netop var afsluttet. Lasten består af 2.000 brugte biler bestemt for det nordafrikanske marked. Branden førte efter tre timer til en voldsom eksplosion, der kvæstede ni brandfolk. De blev alle indlagt, men seks af dem er siden udskrevet.
Varme forhindrer brandmandskab i at trænge ind i skibet, så indsatsen koncentreres om at køle skroget ned, så det forbliver intakt. Der er indtil videre ikke konstateret forurening i forbindelse med branden.
Først når ilden er brændt ud, og skroget kølet ned, kan man gå i gang med at undersøge, hvorfor branden brød ud og hvorfor det indbyggede brandsluknings-udstyr ikke fik den stoppet.
Det norsk flagede bilskib er ejet af Hoegh Autoliners og har en besætning på 21. Ingen besætningsmedlemmer er kommet til skade ved branden.
Redaktionen