Bombe på tankskib var en attrap
En bombelignende genstand, der blev efterladt på tankskibet Lapin, der fredag blev kapret ud for Malaysias kyst har vist sig at være en attrap. Der var ifølge den thailandske flåde kun tale om nogle ledninger og et batteri. Genstanden indeholdt ikke detonator eller sprængstof.
”Gerningsmændene bandt besætningen og meddelte dem, at den improviserede eksplosive pakke blev efterladt om bord og truede besætningen ikke at bevæge sig, inden de flygtede”, siger det Singapore-baserede Regional Cooperation Agreement on Combating Piracy and Armed Robbery against Ships in Asia, ReCAAP.
”Bomben” blev anbragt på en af skibets brovinger, efter at op mod otte bevæbnede pirater havde bundet mandskabet og tømt skibet for 2.000 tons olie. Ingen af skibets 15 mand store besætning kom noget til ved kapringen, men skibets kommunikationsudstyr blev ødelagt.
Det menes at være første gang pirater bruger en bombelignende genstand til at true besætningen på en kapret tanker. Først da Lapin søndag kom ind i Thailandsk farvand, blev myndighederne orienteret om hændelsen. Bomberyddere fra flåden tilintetgjorde herefter attrappen.
"Brugen af dette trick tjener til at distrahere myndighederne, forsinker deres indsats og afskrækker besætningen fra at foretage sig noget, mens gerningsmændene flygter, siger ReCAAP.
Kilde: Bangkok Post