Bevæbnede skibe indberetter ikke angreb
Rederier der medbringer bevæbnede vagter om bord på deres skibe for at beskytte dem mod pirater, undlader i stigende omfang at indberette angreb mod deres skibe. Udviklingen bekymrer IMB.
”Fartøjer med privat væbnet sikkerhed indberetter ikke angrebsforsøg, som andre skibe rapporterede tidligere”, sagde Pottengal Mukundan, direktør i International Maritim Bureau, tirsdag på en konference i London.
”Der kan der være mange årsager til, men det kunne være, at de frygter at blive stillet til ansvar, eller at ejerne har fået klausuler i deres kontrakter, som forhindrer enhver indberetning af forsøg på angreb af pirater”, sagde Pottengal Mukundan.
Mukundan oplyste på konferencen, at der indtil for nylig kom langt flere indberetninger.
”Men i øjeblikket har vi en fornemmelse af, at sådanne rapporter bliver tilbageholdt. Det er meget vigtigt og afgørende, at alle piratangreb indrapporteres af hensyn til de skibe, der kommer efter ad samme vej”, sagde Pottengal Mukundan.
I årets 3. kvartal blev der kun registreret et enkelt angreb på et handelsskib i farvandet ud for Somalia, mod 36 angreb i samme periode sidste år.
I løbet af årets første tre kvartaler fandt der sammenlagt 70 piratangreb sted, sammenlignet med 199 angreb i samme periode sidste år. Antallet af piratangreb er dermed det laveste i tre år.
Kilde: DR Nyheder