Besparelser forlænger rejsetiden
Beboerne på Drejø og Skarø kommer til at bruge 5-10 minutter længere på overfarten til øerne. Færgen Højestene skal nemlig sænke farten for at bidrage med en besparelse på Svendborg Kommunes budget. Oppositionen raser.
Svendborg Kommune skal spare 26 mio. kr. på budgettet og 186.000 kr. skal findes ved at spare brændstof på færgen til Drejø og Skarø. Det svarer til 0,7 pct.
“Jeg synes, det modarbejder fuldstændig alt det, vi har arbejdet med. For det er vel suverænt det vigtigste, når man snakker om, hvordan man kan styrke mulighederne for bosætning på øerne eller udvikling af erhverv og turisme på øerne. Sejltiden er fuldstændig essentiel,” siger Lars Erik Hornemann, medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg for Venstre til Fyns Amts Avis.
Øboerne raser over beslutningen - og Hornemann forstår dem godt. “Det er jo deres livsnerve. Derfor begriber jeg det simpelthen ikke. Der var så mange andre tiltag, man kunne tage, for at få den der minimale besparelse,” siger han til avisen.
Overfarten fra Svendborg til Skarø tager i dag ca. 30 minutter, mens turen fra Svendborg til Drejø tager ca. 75 minutter.
Borgmester Bo Hansen (S) forstår øboernes frustration, men mener, at alle må holde for.
“Man er jo nødt til at tænke bredt, når man skal prøve at finde så relativt mange penge, som vi skal. Og jeg synes, det her er et bidrag til en samlet mængde,” siger borgmesteren.
To nye sejlplaner har været til høring på Skarø og Drejø og nu skal deres høringssvar behandles af erhvervs- og turismeudvalget. Og borgmesteren er åben over for alternative løsninger. Så længe det samme beløb kan spares.
Svendborg Kommune fik i december i fjor tilsagn om tilskud til en elfærge, der skal afløse Højestene-færgen, der er bygget i 1994. Det er ambitionen, at den nye færge er klar til at stævne ud i løbet af 2024 eller 2025.
Kilde: Fyns Amts Avis.