Bedre tider på vej for tørlastredere
Tørlastindekset Baltic Dry Index steg fredag til 1045, hvilket var en forbedring på 74 point fra dagen før og samtidig det højeste niveau siden august 2015. Væksten skyldes, at priserne på flere typer råvarer er på vej op.
I løbet af denne måned er de kinesiske stålpriser eksempelvis steget til 500 dollar pr. ton, en vækst på 19 procent i forhold til oktober, mens de europæiske stålpriser er vokset med 10 procent til cirka 440 dollar pr. ton.
Ifølge Erik Stavseth, analytiker hos Arctic Securities, er der tale om en forbedret efterspørgsel, hvilket ser ud til yderligere at forstærkes af det faktum, at Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg for nylig. Han har nemlig lovet at øge statens investeringer i forbedringer af infrastrukturen i USA. Det vil yderligere forbedre situationen på tørlastmarkedet, ventes det.
Kilde: TradeWinds