Bæredygtig udvikling i fokus på Færøerne
Nordisk Råd mødes i Torshavn den 23.-24. september for at sætte fokus på bæredygtig udvikling indenfor fiskeriet.
Nordisk Råds Miljø- og Naturressurseudvalg har tidligere opfordret parterne i den meget omtalte konflikt om fiskebestandene i Nordatlanten, om at nå til enighed. EU og Norge står på den ene side mens Færøerne og Island er på den anden.
Da enighed endnu ikke er blevet en realitet, sætter rådet fokus på behovet for at forbedre de juridiske rammer for fiskeriet i Nordatlanten, for også at undgå konflikter i fremtiden. Det handler ikke udelukkende om fiskeriet.
Rådet understreger at et fælles pantsystem i Danmark, Finland, Norge og Sverige er samfundsøkonomisk lønsomt. Der presses på for at der etableres bilaterale aftaler mellem Sverige og Tyskland, Danmark og Tyskland samt Finland og Estland. Og så tales der også om at etablere kriterier for bæredygtig minedrift i Norden.
EU's svovldirektiv præsenteres tirsdag den 24. september i Torshavn. Rapporten indebærer anbefalinger om hvordan de nordiske regeringer i samarbejde kan lette implementeringen af direktivet. Formålet heraf er et forbedret havmiljø.
Kilde: Norden.org