Avis: Tørlastskibe skulle til A.P. Møller
Mærsk-toppen tøver med et comeback indenfor tørlast. Derfor slog Mærsk Mc-Kinney Møller selv til og købte to skibe for 1 mia. kr. Det skriver Dagbladet Børsen.
Avisen citerer anonyme kilder for, at de to bestilte tørlastskibe oprindeligt var tiltænkt virksomheden A.P. Møller - Mærsk og ikke senior rederen personligt.
Ifølge Børsen var det direktør for Maersk Broker, Jørn Sten Nielsen, der førte forhandlingerne på vegne af A.P. Møller-Mærsk. Men da ledelsen hos Danmarks største virksomhed, med den nye koncernchef Nils Smedegaard Andersen i spidsen, tøvede, så slog den 94-årige skibsreder selv til og købte de to skibe.
Nils Smedegaard Andersen ønsker ikke at kommentere om A.P. Møller-Mærsk på noget tidspunkt har været en del af forhandlingerne om de to tørlastskibe.
Og fra presseafdelingen hos A.P. Møller-Mærsk lyder det:
"Så vidt jeg er orienteret, er du i går af Lars-Erik Brenøe blevet informeret om sammenhængen og det normale i inden for industrien at benytte et vilkårligt selskabsnavn under kontraktsforhandlingerne. Vi har på denne baggrund ikke noget at tilføje".