Årets Æbleræs 2014 med video
Æbleræset er en elsket tradition i Svendborg. Hvert år, fredag før efterårsferien, lastes de smukke, gamle skibe fra hele øhavet med æbler fra Troense. I år starter Æbleræset dog for første gang i Ærøskøbing inden turen går mod Troense.
Bagefter sejler de i samlet flok til Sejlskibsbroen og Maritimt Centers pakhus i Svendborg, hvor alle æblerne sælges over skibssiderne om lørdagen. Indtægten fra æblesalget går til en bog om Troenses historie, der er under udarbejdelse.
Fra lørdag klokken 10 er der marked med produkter fra øhavet og aktiviteter, der alle har med æbler at gøre.
Fredag den 10. oktober er der fælles morgenmad for skippere, besætning og gæster i Ærøskøbing
Klokken 11.30 er der afgang mod Troense, hvor beboerne står klar med årets æblehøst, der lastes på skibene. Om aftenen er der præmieoverrækkelse og æbleflæsk i Troense for skibenes besætninger.
Lørdag den 11. Oktober klokken 8.30 afsejler skibene fra Troense, mod Sejlskibsbroen i Svendborg.
Klokken 9.30 sælges æblerne over skibssiderne på Sejlskibsbroen. Omkring Maritimt Centers pakhus og Sejlskibsbroen vil der være æblepresning og salg af friskpresset æblemost, ærøske pandekager og boder med produkter fra Sydfyn og øerne. Igen i år glaserer Mikael Hansen fra Kulinarisk Sydfyn æbler til børnene.
Musik og æbleflæsk i pakhuset og salg af kaffe og kage ved Maritimt Centers Venneforening. Klokken 11 starter Æblejagt for smakkejoller. Jagten skydes i gang med kanonsalut. Vinderen kåres samtidig med kåring af det skib der har solgt flest æbler.
Klokken 14.00 lukker markedet.
Kilde: Maritimt center Svendborg