APM lockouter havnearbejdere i Gøteborg
Den langvarige konflikt mellem APM Terminals i Gøteborg og Svenska Hamnarbetarförbundets Afd. 4 skærpes yderligere kl. 16 i dag, når en lockout mod havnearbejderne træder i kraft. Lockouten løber foreløbig frem til den 30 juni.
Under lockouten vil der kun være begrænset service i containerhavnen, der er Sveriges vigtigste, i tidsrummet 7 - 16.
Vi har gjort alt for at løse konflikten med Svenska Hamnarbetarförbundets Afd. 4, samtidig med at vi har forsøgt at drive vores forretning videre”, siger Henrik Kristensen, adm- direktør i APM Terminals Gothenburg.
Et sidste forsøg på at finde en løsning inden lockouten træder kraft, endte onsdag resultatløst. Havnearbejderne er fredag morgen samlet for at drøfte situationen.
Konflikten mellem havnen og havnearbejderne har stået på i mere end et år, og har ført til talrige blokader og arbejdsnedlæggelser.
Mæglere har flere gange udarbejdet forslag til kollektivaftaler, men de er hver gang blevet nedstemt af havnearbejderne.
En enighed mellem APM Terminals og Havnearbejderne om en trepartsaftale er tilgengæld blevet underkendt af Transportarbejderforbundet.
Kilde: APM Terminals