Ansatte på to ø-færger nedlagde arbejdet
Tirsdag nedlagde personalet på færgerne mellem øerne Omø og Agersø og Stigsnæs på Sjælland arbejdet for at holde fagligt møde. Færgerne lå stille fra klokken 12.00 til 14.00. Konflikten skyldes, at Slagelse Kommune ønsker, at ansatte på de to færger skal afløse hinanden ved fravær.
”De nedlagde arbejdet, fordi de ikke mener, at de er blevet hørt, og de vil ikke sejle efter to forskellige vagtplaner, fordi de mener, at det er et overgreb på dem. Vi har gennem et stykke tid arbejdet på at lave en fælles vagtplan mellem de to færger, fordi vi gerne vil have en bedre udnyttelse af personalet og en bedre afdækning i forhold til sygdom, så de kan blive en enhed hernede. Lige nu er de meget opdelt i Agersøfærgen og Omøfærgen”, siger Jimmi Jørgensen, rederichef i Slagelse Kommune til TV2/ØST.
Jimmi Jørgensen forstår frustrationen hos færgepersonalet, men mener, at kommunen er nødt til at holde fast for at sikre en god service overfor øerne. Det vil ifølge rederichefen være den bedst mulige måde at skabe så meget muligt fleksibilitet.
”I uge syv lå Omøfærgen eksempelvis stille i næsten halvandet døgn på grund af influenza, og der var ledigt personale på Agersøfærgen, men de kunne ikke sejle færgen til Omø. Det vil vi simpelthen ikke være med til, og derfor vil vi udnytte færgepersonalet bedre”, siger Jimmi Jørgensen.
Torsdag kommer kommunen med et forslag til en ny vagtplan. Konflikten mellem færgepersonalet og Slagelse Kommune er derfor indtil videre udskudt til fredag, hvor de nye vagtplaner skal drøftes og forhandlingerne ventes at blive genoptaget.
Kilde: Tv2/Øst