Anklager vil ikke anke SMS-dom
Anklagemyndigheden har valgt ikke at søge procesbevillingsnævnet om lov til at anke Vestre Landsrets dom i den såkaldte SMS-sag fra Aarhus Havn til Højesteret. Den tidligere havnedirektør, Bjarne Mathisen, en mellemleder og Aarhus Havn blev frikendt i Landsretten den 26. april.
”Sagen er ikke blevet forelagt procesbevillingsnævnet og er derfor endelig”, skriver vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen i en mail til Århus Stiftstidende.
Dommen i Landsretten lød på frifindelse af alle anklagede. Men reelt blev sagen bare afvist, da et flertal på to af tre dommere ikke mente, at anklagemyndigheden, på grund af en frivillig fratrædelsesaftale, var berettiget til at indbringe sagen for retten.
To dommere vurderede, at den frivillige fratrædelsesaftale, som blev indgået med de tre afskedigede sammen med 3F og Aarhus Havn, udelukker, at det var muligt at politianmelde den tidligere havnedirektør, en mellemleder samt Aarhus Havn for at have overtrådt loven om brevhemmelighed. Den tredje dommer mente ikke dette var tilfældet.
Ved byrettens dom i maj 2015 blev de tiltalte fundet skyldige, men straffen bortfaldt, blandt andet fordi det blev lagt til grund, at læsningen af sms’erne først skete efter, at Aarhus Kommunes juridiske afdeling havde vurderet, at læsningen ikke var strafbar. Dommen blev anket af den daværende direktør til frifindelse og af anklagemyndigheden til skærpelse.
Sagen startede i 2012, da en af havnens kranførere, som var sikkerhedsrepræsentant, skulle have udskiftet sin mobiltelefon. Læsning af telefonens sms’er førte til at tre kranførere på Aarhus Havn blev afskediget. Sagen blev anmeldt til politiet, da de fyrede mente, at loven om brevhemmelighed var overtrådt.
3F havde håbet på, at anklagemyndigheden besluttede sig for at forsøge at anke dommen til højesteret. Fagforeningen mener, at det er vigtigt at få fastslået, om det var ulovligt at læse sms'erne, selv om de tiltalte slipper for straf, fordi de har handlet i tillid til, at det var lovligt.
Man finder det principielt uheldigt, at der sker en sammenblanding mellem faglige aftaler og lovgivningen om brevhemmelighed. Fagforeningen vil nu kigge på fratrædelsesaftalen med henblik på, om der fremover skal ske ændringer, når den type aftaler bliver indgået.
Redaktionen