Aalborg nu Grønlands basishavn til 2022
Royal Arctic Line har forlænget basishavnsaftalen med Aalborg Havn frem til og med 2022. Dermed sætter Aalborg Havn et større investeringsprogram i gang, og Royal Arctic Line fusionerer sine datterselskaber.
"Vi har sukket efter nye faciliteter de senere år. Det er blevet nødvendigt i kraft af udviklingen. Med forlængelsen af basishavnsaftalen kan vi få dem", siger Jesper Balthazar-Christensen, administrerende direktør i Arctic Container Operation - et datterselskab af Royal Arctic Line.
Forlængelsen betyder, at Royal Arctic Line kan tage et nyt supermoderne pakhus og lagerhotel i brug i 2011, og flytte i nye administrationslokaler i Grønlandshavnen. Kapaciteten af fryse- og kølelagrene bliver også udvidet. Det er Aalborg Havn der bygger de nye faciliteter. Med den nye aftale er man nemlig sikker på at have en lejer for de kommende 11 år.
For at opnå størst mulig gevinst ved den nye aftale, bliver de to datterselskaber i Aalborg, Arctic Container Operation og Royal Arctic Linieagentur fusioneret. Jesper Balthazar- Christensen bliver administrerende direktør for fusionen. Den nuværende administrerende direktør for Royal Arctic Linieagentur, Erik Th. Møller vil i forbindelse med fusionen forblive i organisationen for at arbejde med etableringen af det samlede selskab og de nye faciliteter.
"Målet med at fusionere virksomhederne er videreudvikling af aktiviteterne på havnen. Samtidig kan vi opnå en synergieffekt mellem styrkerne i de to selskaber, og der er også en effektiviseringsgevinst", siger Jesper Balthazar-Christensen.
"Fusionen og de nye faciliteter betyder, at Royal Arctic Line fremover kan forenkle og effektivisere arbejdet med gods til og fra Grønland. Samtidig giver det muligheden for at betjene flere og nye kunder som ikke har med Grønlandstrafikken at gøre", siger administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen.
"De nye muligheder som fusionen og basishavnsaftalen giver os, er til gavn for hele Grønland. Det er derfor Royal Arctic Line gør det her. Når vi udnytter potentialet i Aalborg til at tjene penge på områder der ligger uden for vores koncession på gods til Grønland, så kan vi levere en god service til Grønland og et tilfredsstillende økonomisk resultat til vores ejer, Grønlands Selvstyre. Og vi kan gøre det samtidig med, at vi holder fragtraterne til og fra Grønland på et fornuftigt niveau, også når omkostningerne stiger", siger Jens Andersen.
Ejerforhold Royal Arctic Line kommer til at eje 100 procent af aktierne i det nye selskab. Aalborg Havn har hidtil ejet 20 procent af Arctic Container Operation A/S, men den aktieandel overgår til Royal Arctic Line.
I stedet kommer Aalborg Havn til at eje en tredjedel af Aalborg Stevedore Company A/S - et datterselskab af Arctic Container Operation, som driver stevedorevirksomhed i alle dele af Aalborg Havn.
Fusionen mellem Royal Arctic Linieagentur A/S og Arctic Container Operation A/S træder officielt i kraft efter de to selskabers generalforsamlinger i april, men reelt begynder arbejdsopgaverne allerede nu at blive samlet i et selskab.
Forlængelsen af basishavnsaftalen har været en forudsætning for fusionen af de to selskaber, og derfor har den afventet forlængelsen. Men fusionen har været forberedt et stykke tid. Det har blandt andet betydet, at ledige stillinger i de to administrationer ikke er blevet besat, og kombineret med naturlig afgang betyder det, at der ikke forventes at blive tale om nedskæringer i arbejdsstyrken på trods af store effektiviseringsgevinster.
Kilde: Royal Arctic Line