24 reddet fra synkende kinesisk bulkskib
Et kinesisk fartøj er blevet forladt af sin besætning, efter at det begyndte at tage vand ind ved øen Guam i Stillehavet. Den amerikanske Coast Guard,USCG meddeler, at det 21.300 DWT Rich Forest driver rundt og er ved at synke 440 sømil vest for Guam.
Skibet tager 160 tons vand ind i timen efter at generatorerne har svigtet. Besætningen på 24 personer er i sikkerhed efter at være gået i redningsbådene. De blev efterfølgende samlet op af skibet CS Sunshine, der sammen med tre andre skibe blev bedt om at assistere indtil to USCG redningsfartøjer fra Guam er fremme. Det vil dog tage 18 timer.
Rich Forest var på vej til Kina med en last af træstammer, da maskinrummet blev oversvømmet og strømforsyningen afbrudt. Skibet opereres af Shanghai Shenyue Ship Management i Shanghai.
Kilde: Pacific News Center