2013 gav underskud hos Frontline
Norske Frontline, der er verdens største tankskibsrederi, endte 2013 med et underskud på 188,5 mio. dollars. En del af underskuddet skyldes nedskrivninger på skibe, og holder man disse nedskrivninger ud af beregningerne, var underskuddet for 2013 kun på 84,8 mio. dollars.
Rederiet tjente gennemsnitligt hhv. 17.400 dollars og 13.400 dollars pr. dag på rederiets VLCC- og Suezmax-tankskibe. De beløb skal sammenlignes med hhv. 22.200 og 15.200 dollars i 2012.
I anden halvdel af 2013 var der en vis stigning i raterne, hvilket Frontline tolker som et tegn på en forbedret balance inden for tankskibsmarkedet, og Frontline forventer, at balancen mellem udbud og efterspørgsel vil blive yderligere forbedret fremover.
”Men det er en fin balance, som hurtigt kan blive ændret som følge af øget levering til flåden, nedgang i ophugning af skibe og aggressive nybygningsordrer”, lyder det fra rederiet.
Kilde: Frontline