13 søfolk frigivet efter 6 uger i fangenskab
Tretten russiske og ukrainske søfolk, der blev kidnappet fra kemikalietankskibet Curacao Trader i juli, måned, er nu blevet frigivet og har det godt, erfarer TradeWinds. De venter dog fortsat på at komme hjem, forsinket af Covid-19 restriktionerne.
Curacao Trader, der er ejet af Lomar Shipping i London, var på vej fra Lome i Togo til en ikke nærmere angivet havn, da pirater slog til, mens skibet befandt sig omkring 230 sømil syd for Lagos. Det blev dermed det angreb, der foreløbig er foretaget længst fra kysten, oplyser sikkerhedsfirmaet Dryad Global.
Guineabugten er fortsat det farvand i verden, hvor risikoen for at blive angrebet af pirater er størst.
Kilde: TradeWinds