100.000 flere krydstogtgæster i Danmark
Da Cruise Copenhagen Network forleden holdt generalforsamling kunne deltagerne glæde sig over, at der i år forventes 100.000 flere krydstogtpassagerer til Danmark i forhold til sidste år. Desuden kan 2017 blive det bedste år nogensinde med 850.000 krydstogtgæster i København.
Af tilvæksten på de 100.000 krydstogtpassagerer kommer langt de fleste til København, nemlig cirka 60.000, og i alt forventes der 740.000 krydstogtpassagerer til København i år. De fordeler sig på 304 anløb af 67 skibe fra 35 rederier. Ud af det samlede antal anløb i København er 139 turnarounds, hvor skibene skifter passagerer. I 2015 var der 122 turnarounds.
Til næste år forventes der 850.000 krydstogtpassagerer til København, hvilket betyder, at den hidtidige passagerrekord fra 2012 på 840.000 krydstogtpassagerer bliver slået.
Tendensen er, at skibene bliver stadigt større, og de største skibe har kapacitet på op til 4.000 gæster. I år forventes der 15 anløb af de største skibe, og til næste år forventes der hele 55 af dem.
Kilde: standby.dk