Yantian Express erklæret 'General Average'
Hapag-Lloyd har erklæret ’General Average’ gældende for Yantian Express, der den 3. januar blev ramt af en brand mens det var undervejs fra Colombo til Halifax, Canada. Det tyske containerskib Yantian Express, er på vej til Freeport, Bahamas.
’General Average’ kan erklæres, når der opstår en ekstraordinær og alvorlig hændelse, der truer sikkerheden for et fartøj og dets last. Det betyder, at omkostningerne vil blive delt mellem rederiet og ejerne af det gods, der er gået tabt eller blevet beskadiget.
Ejerne af gods kan dog ofte sende en del eller hele regningen videre til deres forsikringsselskab. Før godset frigives, skal interessenterne bidrage til ’General Average’. Det er som regel selskaberne, der har forsikret skibet og gods ombord, der i sidste ende kommer til at fordele en stor del af regningen mellem sig.
Ifølge en meddelelse fra skibets ejer, Hapag Lloyd, sejler skibet for egen kraft. Det ledsages af to fartøjer, her iblandt danske Maersk Mobiliser. Det ventes at anløbe Freeport midt i denne uge. Her vil de sidste lommer af ild blive slukket, og skibets last bragt i land for undersøgelse og evt. videreforsendelse.
Der er fortsat ingen nøjagtig beskrivelse af skaderne om bord, men Hapag-Lloyd bekræfter, at de 12 forreste containerhold er ramt af branden. Desuden er to hold under dæk beskadiget.
Besætningen på 23 mand blev evakueret da det første skib nåede frem, men en del af besætningen er siden vendt tilbage og navigerer nu skibet. Ingen personer kom til skade som følge af branden.
Redaktionen