Ung kvinde topscorer hos Søfartens Ledere
Camilla Westergaard, der er 2. styrmand i Maersk Line og uddannet fra Simac, blev topscorer ved valget til Søfartens Lederes bestyrelse på gårsdagens generalforsamling. Søfartens Ledere står overfor fusionen med Lederne pr. 1. juli.
Camilla Westergaard er nyt medlem af bestyrelsen i Søfartens Ledere..
Camilla Westergaard fik 326 stemmer ud af de 1000 afgivne stemmer og slog dermed den nuværende formand,
Bjarne Cæsar Jensen, der med 298 stemmer måtte nøjes med andenpladsen.
Camilla Westergaard skriver i sin kandidatpræsentation op til valget, at hun hendes mærkesag er “fremtiden for danske søfolk, de maritime uddannelser og ikke mindst fremtidens søfarende (de unge)”.
Hun vil kæmpe for, at der i fremtiden fortsat er danske søfolk på skibene. “Jeg er imod afskaffelsen af elevløn på de maritime uddannelser og synes, at man skal bibeholde SU- og elevlønsordningen, som den ser ud i dag. Jeg synes, det er vigtigt at få engageret de unge i de faglige diskussioner samt de konflikter, som vores erhverv i dag står overfor. For de vil i fremtiden skulle være med til at tage stilling hertil,” skriver hun.
Jesper Frederiksen fik 185 stemmer og Sven Thormod Petersen fik 102 stemmer, og begge kom ind i bestyrelsen. Andreas Forsberg Nielsen fik færrest stemmer, og kommer dermed ikke med i Søfartens Lederes bestyrelse.
Bestyrelsen konstituerer sig den 13. april. Søfartens Ledere har besluttet at blive en del af organisationen Lederne fra 1. juli i år. Beslutningen blev bakket op af en enig generalforsamling.
Kilde: Søfartens Ledere