Udvidelse af Hirtshals Havn bliver synlig
Udvidelsen af Hirtshals Havn øst for det nuværende havneområde er allerede ved at blive synlig både på land og i havet. Entreprenøren M.J. Eriksson A/S har påbegyndt arbejdet med at fylde sand ud på stranden og ud i havet, og dermed er etableringen af det 250.000 kvadratmeter store havneareal ved at blive en realitet.
”På nuværende tidspunkt har vi pumpet omkring en femtedel af den samlede mængde sand, der skal bruges i projektet, ind på stranden, og meget snart går arbejdet med at indpumpe de resterende mængder i gang. Det kan virke som dobbeltarbejde, når vi pumper sand ind på land for at fylde det ud i havet igen. Men arbejdsprocessen er velovervejet og giver os den billigste løsning samtidig med, at vi på den måde har den bedst mulige kontrol over processen”, siger Peter Ydesen, teknisk chef ved Hirtshals Havn.
Af hensyn til den samlede tidsplan er entreprenøren M.J. Eriksson A/S i gang med at udføre landopfyldningen i de områder, hvor der skal anlægges en indfaldsvej til Østhavnen, inden forlængelsen af molerne er påbegyndt.
Udførelsen af den 1,2 kilometer lange mole, der skal omkranse landudvidelsen, bliver påbegyndt, når den første del af landopfyldningen er afsluttet. Den første del af landopfyldningen skal være klar til, at vejentreprenøren Vennelyst A/S kan gå i gang med at forlænge Willemoesvej og bygge indfaldsvejen, der forbinder rundkørslen ved Hirtshals Transport Center med landudvidelsen.
Kilde: Hirtshals Havn