Torm vil drive sine tørlastskibe selv
Torm justerer nu sin strategi og går mere aktivt ind i tørlastmarkedet. Rederiet vil fremover drive sine tørlastskibe selv, i modsætning til i dag, hvor rederiet udelukkende fungerer som tonnageudbyder.
"Vi vil have tættere dialog med de endelige afskibere af lasterne og springe mellemleddet over. Det har vi haft god erfaring med inden for produkttank, og den erfaring vil vi gerne drage nytte af også i tørlastforretningen", siger Torms topchef Jacob Meldgaard til dagbladet Børsen.
Den nye strategi betyder dog ikke nødvendigvis, at Torm vil øge sin flåde på i dag 13 Panamax bulkcarrier.
"Det kommer an på kundernes behov. Hvis vi er i stand til at etablere en dialog med kunderne, som får dem til at vælge os som transportør, så kan det betyde en udvidelse af tørlastflåden. Men det er ikke sådan, at vi automatisk skal have flere skibe", siger Meldgaard til avisen..
Jyske Banks analytiker Lars Terp Paulsen er positiv overfor rederiets nye strategi på tørlastområdet.
"Det er en udmærket strategi, fordi Torm derved bliver mindre afhængig af spotraterne i tørlastmarkedet. Det betyder, at rederiet kan have lange aftaler med kunderne, hvilket giver større sikkerhed og stabilitet, end hvis de skal ud i spotmarkedet hver dag", siger Lars Terp Paulsen til avisen.
Kilde: Dagbladet Børsen