Tørlast: Det værste år i 27 år
Første halvdel af 2013 var inden for tørlast det værste år i 27 år, skriver rederiet Norden i deres årsberetning for 2013. Raterne begyndte dog at stige hen mod slutningen af året, hvor Norden tog ekstra kapacitet ind.
Nordens tørlastafdeling fik i 2013 et driftsresultat før afskrivninger og renter (EBITDA) på -5 mio. USD og et primært driftsresultat (EBIT) på -46 mio. USD. Det er 99 mio. USD mindre end i 2012, hvis man ser bort fra nedskrivningerne i 2012. Det skyldes et historisk dårligt fragtmarked i 2013, hvor Norden dog havde sikret sig med en rimelig høj afdækning.
Norden øgede i 2013 sin lastvolumen med 18 procent, hvilket skal sammenlignes med en generel vækst i markedet på 6 procent. Med 130 nye kunder har Norden dermed styrket sin markedsandel.
For markedet generelt gælder, at 80 procent af tørlastimporten sker i Østen, men Norden har en mere ligelig geografisk fordeling, idet 50 procent af Nordens transporterede last foregår i Atlanterhavsområdet. Norden har blandt andet en 10-årig kontrakt om transport af kul fra Svalbard samt flere kontrakter fra Murmansk til forskellige steder i Europa.
Red.