To tankskibe kapret ud for Vestafrika
Lørdag forsvandt det 73.400 DWT store græsk ejede tankskib Orfeas ud for Elfenbenskysten, og alt tyder på, at det er blevet kapret. Det er anden gang i løbet af kun fire dage at et tankskib er blevet kapret i Guineabugten.
Orfeas skulle have gennemført den anden af to planlagte STS-operationer ud for Elfenbenskysten tidligt lørdag morgen, men slukkede ifølge de foreliggende oplysninger pludselig alt lys og sejlede stik syd. Siden er det ikke set.
Det græsk ejede tankskib har en 24 mand stor besætning sammensat af grækere og filippinere.
Den formodede kapring sker kun fire dage efter, at et tysk ejet tankskib blev kapret 80 sømil ud for Togo. Bevæbnede mænd holdt skibet kapret i et døgn, mens de tømte det for en ukendt stor mængde olieprodukter der blev overført til andre skibe. Herefter blev skibet løsladt igen.
Indtil nu er der i år registreret 44 piratangreb i Guineabugten.
Kilde: Tradewinds