Tiden ved at løbe ud for redningsindsats
På trods af store ressourcer er det fortsat ikke lykkedes at slukke branden om bord på bulkcarrieren Almirante Storni, der siden sidste weekend har været i brand ud for Gøteborg. Indsatslederen frygter at tiden er ved at løbe ud.
”Det er min vurdering, at når der indsættes så store ressourcer over så lang tid, uden at branden er slukket, så nærmer vi os en situation, hvor der skal ske afslutning”, siger Fredrik Hallerström, redningsleder i Kystbevakningen.
Vejret er roligt de næste par dage, hvorefter der er udsigt til dårligt vejr igen. Målet er nu at finde en løsning inden vejret bliver dårligere igen.
Hvis ikke det lykkes at slukke branden, hvilket ikke meget tyder på, så er næste træk formentlig at bugsere Almirante Storni til et mere beskyttet farvand, eller i havn hvor branden kan bekæmpes mere effektivt.
Ulempen ved disse løsninger er, at skulle branden komme ud af kontrol og skibet synke, så vil det skabe store problemer tæt på land, eller i en havn.
De svenske myndigheder fik onsdag forstærkning fra det store norske kystvagtskib KV Bergen, og ankerhåndteringsskibet Viking Loke. Men på trods af at begge skibe deltog i slukningsarbejdet torsdag, kunne der kun måles en marginal forbedring af forholdene om bord på det brændende skib.
Redaktionen