Tank: Bedste resultat siden 2008
Inden for tank fik Norden i 2013 det bedste driftsresultat siden 2008. Tankmarkedet viste gode takter, ikke mindst på grund af USA’s øgede eksport. Nordens indsejling inden for tank overgik forventningerne.
Nordens tankafdeling opnåede i 2013 et driftsresultat før afskrivninger og renter (EBITDA) på 39 mio. USD mod 28 mio. USD i 2012. Norden havde forudset, at markedssituationen ville blive bedre og havde derfor valgt at indlede med en relativt lav afdækning, nemlig på 27 procent. Årets indsejling blev da også den bedste i fem år, og Nordens indsejling i første og tredje kvartal overgik forventningerne.
Produkttankmarkedet blev blandt andet styrket på grund af den lave flådetilvækst generelt. Flådetilvæksten på knap tre procent er væsentligt lavere end i de foregående 10 år, hvor der har været en gennemsnitlig flådetilvækst på ni procent.
Red.