Sydbank: Stor usikkerhed på markederne
Shippingmarkederne er ikke kommet alt for godt fra start i det nye år. Såvel tørlast- som tankmarkedet har været præget af faldende rater. Kun containermarkedet har indtil nu vist fremgang i 1. kvartal der traditionelt er svagt.
I den nye udgave af Sydbanks ShippingNyt der blev offentliggjort onsdag morgen skriver bankens analytikere, at balancen på tørlastmarkedet er forbedret, men at de aktuelle fald i raterne understreger usikkerheden om, hvor meget overshooting der har været i de højeste rateniveauer fra starten af oktober sidste år.
Lakmustesten bliver, om markedet kan rejse sig til høje niveauer efter det traditionelt svage 1. kvartal.
”Vi hører til blandt tvivlerne”, skriver banken.
På produkttankmarkedet er raterne faldet markant i januar for alle skibstyper, på trods af en stærk udvikling på råoliemarkedet. Sydbank forventer, at rategenrejsningen bliver mere besværlig og langstrakt på grund af mange nye ordrer i LR2- og MR-tanksegmentet.
Eneste opmuntring står containermarkedet for. Her er spotraterne steget 9 procent i forhold til december.
”Containerrederierne gør pæne fremskridt i forhold til at finde den rette kapacitetsbalance. Balancen kan godt blive svær at opretholde i 2014, og stram kapacitetsstyring bliver helt nødvendig for at fastholde en bedre markedsbalance og højere indtjening”, skriver Sydbank.
Kilde: Sydbank