Stort fragtskib på grund i Øresund
Det 130 meter lange, hollandsk drevne fragtskib BBC Lagos gik sent fredag aften på grund ved Råå, syd for Helsingborg på den svenske Øresundkyst. De svenske myndigheder forsøgte forgæves at standse skibet inden det gik på grund, men ingen om bord reagerede. Kaptajnen er sigtet for spiritussejlads.
”Kort efter klokken 23 så vi at de havde en forkert kurs og at det kunne gå galt”, siger Fredrik Nordenslätt, Sjö- och flygräddningscentralen, til Helsingborgs Dagblad.
”Vi anråbte flere gange skibet overradio, og en lodsbåd forsøgte at få kontakt med fartøjet. Vi fik ingen reaktion og ved 23.30 tiden gik det på grund”, siger Fredrik Nordenslätt.
Da de svenske myndigheder kom om bord efter grundstødningen, stod det klart, at skibets kaptajn var stærkt beruset. Han blev anholdt og sigtes for spiritussejlads.
Der er ingen tegn på at der siver olie fra skibet, men flere svenske miljøfartøjer befinder sig ved det grundstødte skib, der ligger 500 meter fra land. Se video af skibet under artiklen.
Også bugserbåde er til stede på positionen, men der vil ikke blive gjort forsøge på at trække det af grunden inden en dykkerundersøgelse af skroget er gennemført.
BBC Lagos, der er indregistreret på Antigua Barbuda, var på vej fra Klaipeda til Las Palmas med en last bestående af 5000 tons hvede.
Det er anden gang på meget kort tid, at den svenske kyst er blevet ramt skibe, hvis førere var spirituspåvirkede.
Mandag den 23. juli gik bilskibet Makassar Highway på grund nord for Västervik på den svenske østkyst. Skibets overstyrmand indrømmede efterfølgende at han var beruset da ulykken skete.
Grundstødningen medførte en omfattende olieforurening, som de svenske myndigheder fortsat arbejder på at få renset op.
Den svenske miljøminister Karolina Skog har netop besøgt oprydningsarbejdet efter olieudslippet ved Västervik. Her sagde hun til den svenske TV-station SVT:
”Vi har et globalt problem med bekvemmelighedsflagede skibe, som kan udnyttes af enkelte rederier der vil omgå reglerne”, sagde Karolina Skog.
”Det går heller ikke at se på situationen uden at nævne, at den vagthavende om bord var beruset ved grundstødningen, hvilket er forfærdeligt. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi kan tilgodese de ansvarsfulde og regulere de ikke-ansvarsfulde i Østersøen”.
Redaktionen
Video: 24 HD