Stormpullerter i Aalborg Oliehavn
Det stigende antal anløb af større tankskibe i den vestlige ende af Aalborg Oliehavn har medført behov for bedre fortøjningsmuligheder. Derfor er der etableret to 100 tons stormpullerter beregnet til skibe med en længde på omkring 200 meter.
Pullerterne er placeret bag kajgaden, og som det fremgår af det lille billede ser de ganske ordinære ud. Men som med isbjerge er kun en begrænset del synlig.
For at undgå pæleramning er de to pullerter udført med et såkaldt gravitationsfundament. 1,75 m under terræn er udstøbt en betonplade på 6,5 x 6,5 m, hvorpå der er opbygget fire betonvægge, der mødes i en betonkerne i midten.
Det er i denne kerne, pullertboltene er nedstøbt. Til hver pullert er anvendt 21 m3 beton, og der er fyldt op med 55 m3 jord. De to stormpullerter er solidt funderet 1,75 m under terræn
Kilde: Aalborg Havn