Store rederier fravælger lods
Hver dag sejler mindst ét stort fragtskib gennem de danske farvande uden at have en lods ombord, selvom IMO anbefaler de største skibe at have lods ombord på grund af de smalle danske sejlrender. I de første 11 måneder af 2014 sejlede 445 skibe således gennem de danske farvande uden en lods ombord.
”Det er uforsvarligt, når der kommer skibe, der har den store dybgang og ikke tager lods. Det synes jeg er helt vildt” siger Ricko Stuhr, operatør ved Forsvarets overvågningsenhed, Storebælt VTS i Korsør.
De danske sejlrender er meget smalle, og afstanden mellem skib og havbund skal nogle steder måles i centimeter. Derfor anbefaler IMO, at de største skibe har lods ombord.
”IMO’s anbefalinger er jo ikke for sjov. De anbefaler lods, fordi der faktisk er en reel risiko for, at der kan ske ulykker, som enten skader miljøet eller som skader de mennesker, der er ombord på skibene, hvis der ikke er lods ombord”, siger Anne Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening.
I de sidste fire år er der i gennemsnit sket tre ulykker om året i de danske sejlrender. Flere store rederier overholder til trods for det ikke IMO’s anbefalinger. Det gælder eksempelvis MSC, der i 2014 er noteret for i 39 tilfælde ikke at have haft lods ombord.
”Vi har altid lods, hvis det er første gang en kaptajn sejler i farvandet, eller hvis det er påkrævet. Hvis det ikke er påkrævet, og kaptajnen kender farvandet, mener vi ikke, det er nødvendigt”, svarer MSC’s skandinaviske direktør Lars Funding.
Især er der mange skibe, som sejler med olie fra Rusland. Det vurderes, at der hver dag bliver sejlet 700.000 ton olie tæt forbi de danske kyster. Men endnu er der heldigvis ikke sket nogen større ulykker.
Ni ud af 10 af de skibe, der er omfattet af lodsanbefalingerne, tager dog faktisk lods med ombord.
Lodsloven er desuden ved at gennemgå en række ændringer, blandt andet vil private lodserier fra 1. maj for første gang kunne ansøge om tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsning på dansk søterritorium i årene 2016-2019. Dermed bliver Danpilots monopol på det område brudt.
Kilde: dr.dk