Staten skal hjælpe Søby Havn
Værftsarbejdspladserne i Søby på Ærø kan kun bevares, hvis der sker en udvidelse af havnen. Udvidelsen er afhængig af støtte fra staten og er derfor nu kommet med på en ønskeliste til landets politikere, som sammenslutningen af danske erhvervshavne står bag, den såkaldte Havnepakke 3.
”Søby Havn er en lokal erhvervsmotor. Og hvis staten vil være med til at skabe vækst i den del af landet er det en af de få, og bedre, muligheder for at gøre det”, siger Uffe Steiner Jensen, formand for Danske Havne.
Uffe Steiner Jensen, mener at staten skal bidrage med 101 millioner kroner. Søby Havn har undersøgt alle muligheder for at få støtte andre steder fra, så nu er staten sidste mulighed, hvis udvidelsen skal finansieres.
”Det gør de over det hele.
Andre vestjyske havne har fået støtte på samme måde. Vi har ikke mulighed for at skaffe pengene uden tilskud. Det er altafgørende for, at vi kan få sådan et område som dette til at fungere”, siger Kaj Andersen fra havnebestyrelsen.
Hvis havnen i Søby ikke bliver udvidet, vil værftets langsomt dø. Skibene, der skal bygges, repareres eller renoveres bliver større og større, og værftet vil til slut ikke have kunder nok, hvis ikke havnen bliver udbygget. Der er i dag omkring 150 ansatte på Søby Værft.
”Jeg synes, det er interessant, at Søby Havn på denne måde er offensive og viser, at de vil være med i spillet. Jeg håber inderligt, at vi kan finde pengene på en eller anden måde, siger trafikordfører Anne Baastrup fra SF.
Ærø Kommune overvejer at overtage dele af havnen, der er privat, da det ellers ikke er muligt at få statsstøtte. Der har været uformelle drøftelser mellem havnen og kommunen om muligheden.
Kilde: dr.dk/P4/Fyn