Søren Skou prioriterer vækst i omsætningen
I de sidste 10 år har A.P. Møller-Mærsk ikke skabt solid vækst. Det skal ændres, mener Søren Skou, der afløste Nils Smedegaard Andersen som adm. direktør i Mærsk Gruppen pr. 1. juli. På langt sigt er Mærsk udfordret på toplinjevækst, siger han.
”Det er naturligvis vigtigt for os, at vi har et selskab, der både er profitabelt, men også har en vej til vækst. Hvis man har en forretning, som ikke vokser på toplinjen, så er det meget svært at levere et attraktivt afkast til aktionærerne”, siger Søren Skou ifølge Dagbladet Børsen til Financial Times.
De to store forretningsområder, Maersk Line og Maersk Oil, opererer begge inden for områder, som for øjeblikket klarer sig dårligt. Søren Skou er dog overbevist om, at modgangen kun er på den korte bane.
I forbindelse med, at Søren Skou blev udnævnt til ny adm. direktør for A.P. Møller-Mærsk, sagde bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, at det skulle undersøges, om det vil være det bedste at splitte konglomeratet op i selvstændige enheder. Om det siger Søren Skou:
”Bestyrelsen har bedt mig se på de strategiske muligheder. Vi starter ikke ud med en helt masse ”nej’er” eller veje, vi ikke vil gå. Vi vil kigge på hele menuen af muligheder, der er”.
Søren Skou blev ansat i A.P. Møller-Mærsk i 1983 og har været medlem af direktionen siden 2006. I 2012 blev han udnævnt til adm. direktør for Maersk Line. Han forbliver i denne stilling samtidig med sin nye stilling som adm. direktør for A.P. Møller-Mærsk.
Kilde: Dagbladet Børsen