Skibe oplyser ikke om farligt gods
Mange skibe og rederier oplyser ikke myndighederne om, at de sejler med såkaldt farligt gods, der dækker over en lang række sundheds- eller miljøskadelige stoffer. Hver måned afsløres mellem 90 og 150 skibe i at sejle med farligt gods gennem Øresund uden at have fortalt om det.
”Siden sidste efterår har vi spurgt skibene, om de har farligt gods om bord. Og her svarer en del altså bekræftende, selv om de ikke har oplyst om det”, siger Per Bæk Hansen, der er chef for VTS Øresund, der overvåger og servicerer skibstrafikken til Politiken.
FN's internationale maritime organisation, IMO, kræver ellers, at alle større skibe skal registrere eventuel farlig last, i en særlig webdatabase før skibet forlader en havn. Det kan være for eksempel råolie eller kemikalier, der er giftige eller på anden måde kan udgøre en fare.
”Kommer der først et stort olieudslip i Øresund, kan det jo få uoverskuelige konsekvenser. Derfor skal myndighederne i tilfælde af en ulykke hurtigt kunne finde oplysninger om skibet i databasen, så man kan sætte korrekt og hurtigt ind over for forureningen”, siger Per Bæk Hansen.
Der laves ikke statistik på, hvor mange skibe, der passerer Storebælt uden at oplyse om farlidt gods.
Kilde: Politiken