Skattereform til DIS-tjek efter vedtagelse
Når den kommende skattereform er endeligt vedtaget i Folketinget til efteråret, vil Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg vurdere, om den nye skattereform påvirker DIS-ansatte negativt og i strid med intentionerne bag DIS.
”Når reformen er vedtaget, går vi ind og kigger på, om nogle bliver ramt uhensigtsmæssigt, og her synes jeg, vi skal kigge på, om de DIS-ansatte er i den gruppe. De arbejder jo under særlige regler og forudsætninger, som vi blev præsenteret for for nylig, på et møde med Søfartens Ledere”, siger Karin Gaardsted, formande for Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg, til ShippingWatch.
Vedtagelsen af skattereformen finder sted til efteråret. Folketinget samles igen til oktober, hvorefter skattereformen skal 1., 2. og 3. behandles. Herefter, sandsynligvis først i 2013, vil politikerne se på, om der skal foretages en regulering i forhold til danske søfolk i DIS.
”Vi er glade for at politikerne nu vil se på problemerne i DIS, og vi ser frem til en god dialog om, hvordan vores medlemmer rammes negativt af både den nye og den gamle skattereform”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.
Kilde: Søfartens Ledere