Scandlines venter nye færger i drift i 2015
Scandlines er gået i gang med at finde et værft, der kan bygge de to nye færger til Gedser-Rostock-overfarten. Rederiet har nu på papiret en forestilling om, hvordan designet for færgerne skal være og hvad de skal kunne.
Scandlines dobbeltenderfærge.
”Vi er nu gået i gang med at kontakte skibsværfter, som vi
mener kan
klare opgaven. Vi skal ud at tale med mellem fem og syv værfter primært i Europa men også et enkelt i Asien”, siger vicepresident Stig Dampmann, Scandlines til Folketidende.
Med nye tegninger og specifikationer i hånden, er rederiet gået ind i en ny fase i processen med at bygge to nye færger i stedet for M/F Berlin og M/F Copenhagen, som aldrig blev leveret fra P + S Werften i Stralsund. Scandlines opsagde kontrakten, blandt andet fordi færgerne stak så dybt, at de ikke kunne anløbe havnene på ruten.
De værfter, der kommer i betragtning, har alle tidligere bygget færger, så rederiet ikke løber ind i lignende problemer en gang til. Scandlines kommer ikke til værfterne med fuldt færdige tegninger og specifikationer og blot ønsket om at få en pris.
”Vi kommer med tegninger over en dobbeltender, fortæller, hvad den skal kunne, hvor den skal sejle henne og så videre. Vi er relativ fleksible og spørger gerne værfterne til råds. Man kan sige, at vi gerne vil have en kvalificeret dialog”, siger Stig Dampmann.
Kilde: Folketidende
