Scandlines får mange vikaransøgere
Scandlines skal bruge 110 vikarer i sommerperioden. Rederiet har derfor indgået et samarbejde med jobcentrene på Lolland-Falster, om at få de mange midlertidige jobs besat. Det har vist sig at være en god ide. I løbet af to dage mødte lidt under 200 mulige ansøgere op i Nykøbing og Nakskov.
”Scandlines plejer at starte sin rekruttering i løbet af foråret, men vi blev enige om, at starte i Jobcentrets lokaler allerede nu. Vi vil gerne vise, at man faktisk kan få et job via Jobcentret”, siger virksomhedskonsulent, Ole Bruun.
Ferriafløserne, der kom til informationsmøderne i Nykøbing mandag og Nakskov tirsdag, skal i den periode vikariatet løber, være parat til at skifte mellem rederiets to ruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Der mødte knap 200 jobsøgende i alle aldersgrupper op for at høre om mulighederne for at få et vikarjob som blandt andet: parfumevejleder, cateringmedhjælper eller butiksekspedient.
Kilde: Folketidende.