Sæt skibenes fart op og spar på udslippet
Haakon Lindstad, forsker ved det norske forskningsinstitut Marintek, hævder, at hvis containerrederierne sætter farten op og dermed tilbyder hurtigere transport, vil den samlede udledning af drivhusgasser falde. Slow steaming medfører nemlig mere luftfragt.
”Efter finanskrisen i 2007 har containerrederierne skruet farten ned fra 25 knob til 12-15 knob. Det betyder en øgning i sejltiden med 8-10 uger eller en fordobling. Dermed er luftfragt blevet et alternativ for tidskritiske og værdifulde varer. Det indebærer meget større udslip pr. transporteret tonenhed, end hvis det går ad søvejen”, siger Hakon Lindstad.
For mange lavværdivarer er det lige meget, om det tager fire eller 12 uger, fra et skib sejler fra Kina til det ankommer til Europa, men det forholder sig anderledes for værdifulde varer, hvortil der er meget kapital bundet.
”Det åbner for nye markedssegmenter, en differentiering af containermarkedet. For transportøren betyder det lavere omkostninger end ved luftfragt og for miljøet lavere udslip”, siger Hakon Lindstad om den situation, der opstår, hvis containerrederierne sætter farten op.
Han foreslår rederierne at differentiere sine tilbud, så de både tilbyder mindre og hurtige containerskibe og store og langsomt sejlende skibe. Hos Maersk Line mener man dog ikke, at der er efterspørgsel efter hurtigere sejladser.
”Vi kan ikke se, at vores kunder i dag er villige til at betale den ekstra omkostning, det indebærer at få hurtigere leverancer. Tværtimod falder priserne hvert år, og vi må blive endnu mere omkostningseffektive for at beholde lønsomheden”, siger Susanne Jacobsson, adm. direktør for Maersk Line i Norge.
Maersk Line har i løbet af de sidste tre år reduceret CO2-udslippet fra sine containerskibe med 32 procent, mens rederiets mål er at reducere udslippet med 60 procent i 2020 i forhold til 2007.
Kilde: tu.no