Sælproblemerne på Bornholm breder sig
Onsdag mødes Naturstyrelsen med repræsentanter for fiskeriet for at diskutere jagt på sæler. Mødet er kommet i stand på foranledning af Danmarks Fiskeriforening, der gerne vil drøfte problemet med sæler der spiser fiskernes fisk.
Formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening Thomas Thomsen siger til DR P4 Bornholm, at sælerne ved Bornholm holder til ved Christiansø og tilsyneladende ikke finder Bornholms kyster attraktive nok til at gå i land der.
Men da sælerne har en stor aktionsradius, så er de et problem langs hele Bornholms østkyst og nu er de også kommet til Davids Banke nordøst for Bornholm.
”Jeg forventer ikke, at mødet på onsdag vil føre til noget konkret her og nu. Men forhåbentlig bliver der startet en dialog, som kan føre til noget konkret”, siger Thomas Thomsen til DR P4.
Kilde: DR P4 Bornholm